AnnaPanna

Min veninde har tagget mig på et billede, på facebook. Det er taget for et par uger siden, i et sommerhus, hvor de boede, mens de var hjemme på sommerferie i Danmark. De bor i Grønland, så det er desværre sjældent, jeg ser dem. På billedet sidder jeg med hendes lille bitte, nye dreng i armene, og snakker med ham. Et fint billede, og jeg blev så glad, da jeg så det. Både fordi, det er et håndfast bevis på, at mine ben faktisk kan blive  brune - og fordi han var så sød. Det er hans forældre i øvrigt også, og jeg var så glad på deres vegne. Alt var godt og fint og rigtigt i den lille familie, og de var så sindsygt glade, at det næsten ikke var til at rumme.

Jeg er vokset op, som én ud af en stor søskende flok. Vi var 5 børn (og ja, med samme forældre alle sammen, og nej, vi er ikke katolikker) og havde ret stor fornøjelse af hinanden. Men jeg oplevede også, at andre mennesker, kom med bemærkninger om, at når man nu havde så mange søskende selv, så måtte man da også ønske at få en stor flok unger selv, engang. For det var jo slet ikke et spørgsmål, om man skulle have børn eller ej. Selvfølgeligt skulle man det! Specielt, hvis man var en pige, forståes.

Min førnævnte veninde, er tyve dage ældre end jeg er. Dvs. 24 år, 8 måneder og 9 dage. Hendes lille søn er født midt i maj, så det er ikke ligefrem fordi, hun er en af De Onde Unge Mødre. Og der er andre, lige så jævnaldrende. En anden veninde, der nu er gravid med barn nummer to, en der lige har født. Facebook er en pålidelig kilde, når det kommer til info om både graviditeter, og når jeg ser på hvor mange, både fra folkeskole og gymnasie, der har/meget snart skal have børn, bliver jeg stum af overraskelse. For det er mange!

Men ikke mig. Og skal jeg være ærlig, så passer det mig fortrindeligt. For gennem de sidste par år, er ønsket om at gennemføre et projekt: ‘få-nogle-børn’, blevet mindre og mindre. Jeg vil faktisk sige, at det ikke er til stede. Overhovedet. Jeg har, ganske enkelt, ikke på nogen måde lyst til at få børn, og tror heller ikke, at jeg får det.

Kæresten har det heldigvis på samme måde, og er helt afklaret med, at han ikke ønsker sig børn. Desværre, er hans mor ikke. Hun er syg efter at få nogle børnebørn, og synes godt, jeg kunne indvillige i, at levere dem til hende. Min kærestes søster fik en lille dreng for et år siden, og vi havde regnet med, at det måske kunne tage toppen af den voldsomme craving efter endnu et barnebarn, men nej. For faktum var, at min svigerinde også havde sagt, at hun ikke ville have børn, men så - oh lykke - havde hun ombestemt sig! Og det kunne (skal!) jeg jo også, mener  svigermama. Som hun siger:”Det er ikke fordi jeg vil blande mig. MEN! Jeg tror virkeligt, at du bliver ULLYKKELIG og jeres liv bliver FULDSTÆNDIGT MENINGSLØST, hvis I ikke får nogle børn!”

Et er, en svigermor der bliver lidt emsig, når hun ser børnebørn forsvinde ud af billedet, fordi jeg ikke kan se mig selv med børn, hængende på hofterne. Men så er der også, alle de andre. Venner, venninder, forældres venner(!), og kollegaer, der reagerer med lige dele mistro, nedladenhed - eller hvis man er heldig - chokoret tavshed. Desværre, får de hurtigt talens brug igen, og så er de vilde med, at fortælle mig, hvor meget fejl, jeg tager. Hvor meget jeg snyder mig selv for, hvor fattigt mit liv bliver og hvor meget jeg kommer til at græmmes og fortryde, hvis jeg ikke reproducerer. Når jeg holder fast i, at jeg er overbevist om, at man sagtens kan have et godt, rigtigt og indholdsfyldt liv, uden børn, afbrydes jeg med et: “Ja, ja, du ændre helt sikkert mening!”

Og jeg er SÅ TRÆT AF DET!!! For jeg selvom jeg synes, at det at få børn, lyder som en trussel i sig selv, der medfører en hverdag fyldt med lortebleer, afbrudt nattesøvn, evt. uønsket omlægning af arbejde, indskrænkede muligheder og tabt frihed, så er det da ikke noget, jeg hælder ud over dem, der glædesstrålende fortæller at nu skal de altså have et barn. Gud ved, hvordan reaktionen ville være? Det finder jeg aldrig ud af, for jeg er et velopdragent menneske, der ikke kunne drømme om, at fortælle nogen, at deres valg om at få børn er forkert, bare fordi mit valg er et andet. Jeg spørger ikke om hvorfor, man vælger, hvad jeg ser som, at idømme sig selv i fodlænke og håndjern. Jeg kunne da aldrig finde på, at sige:”Ej, det tror jeg godt nok, I vil komme til at fortryde!”. Jeg smiler, siger tillykke og glæder mig over, at de gør, som de gør, fordi de ser det som lykken.

Og ja, måske sidder du og tænker:”Gud fader bevares, du er jo såååå ung! Ikke engang 25, jo! Du ombestemmer dig helt sikkert!”. Og ja, det kan da godt være, at min verdens ser anderledes ud om 5-10 år. Man skal aldrig, sige aldrig. Men det er min beslutning, og hvis det bliver, så bliver det helt sikkert ikke, fordi andre fortæller mig, hvordan de syns jeg skal leve mit til.

Ændre jeg mening, skal jeg nok sige til, okay? Indtil da, ville jeg bare gerne have, at I respekterer mine valg, i lige så høj grad, som jeg respekterer jeres. Tak!

Jeg er bange for mange ting. Jeg er bange for edderkopper, zombier (ja de er HELT sikkert derude, og de kommer efter mig en dag. Kan bare mærke det), for at miste dem jeg elsker, for  klovne (de er altså pisse uhyggelige!), for at min lillebrors nyresygdom en dag skal blive til noget alvorligt og for at miste forstanden.

Det sidste kom sig af, at jeg læste en bog, om en kvinde, Harward professor und alles, der fik Alzheimers. Historien om hende, og hvordan hendes verdens forsvandt mellem fingrene på hende, gik lige i knoglerne på mig. Kan næsten ikke forestille mig noget værre, end langsomt at glemme alt, der betyder noget, og at det sker så langsomt, at man selv ville kunne følge, den nedbrydende proces.

Dagens forløb, har derfor ikke været ret godt, for min indre hypokonder!

Stod op i morgen, til en sol der skinnede og den hjemvendte kat (Ja, hun er tilbage, hurra!) der lå i fodenden. Alt var idyl.

Tænkte, at SÅ ville jeg tage ned og træne, og møde lidt tidligere på arbejde, for lige at være lidt på forkant med, hvad jeg vidste, ville blive en travl aften. Meget, meget overskudsagtigt, ikke?

Pakkede træningstøj PLUS alt arbejdstøj ned i taske, så jeg kunne tage direkte på job. Syntes selv jeg var meget, meget omhyggelig. Gik ned til bussen, gik ind i bussen. Og opdagede at jeg havde glemt klippekort. Nu bor jeg i Århus, og her er busserne så snedigt indrettet, at man går ind bagi og selv klarer det med stempling eller billet. Så ja, det kan lade sig gøre, at tage et free ride, men har jeg ikke mit klippekort med, bliver jeg grebet af big time paranoia, og se kontrollører overATL. Nåede frelst frem til centeret med en puls på 180, efter at have forudset både bøder og dummeslag fra imaginære buskontrolører.

Ind og have time. Svedte, så jeg kunne have bidraget ganske betragteligt til etableringen af en middelstor svømmehal. Bare for at opdage, at jeg havde glemt håndklæde…! VERDAMT!

Så besluttede med mig selv, at jeg ville tage hjem, gå i bad inden næste punkt i programmet. Synes det ville være synd for mine uskyldige kollegaer, hvis de skulle gå op og ned af noget, der i duften, godt kunne minde om en selvdød gnu. Bad i hjemmet, ville derfor være oplagt, og mellemtiden stadig være fin.

Efter endnu en sort, sort bustur og dertil hørende fare for akut hjertestop grundet kontrollørfrygt, nåede jeg hjem.

Gik i bad. Pakkede arbejdstøj om i anden taske og for ud af døren, nu med klippekort, og afsted mod ny bus. Masser af overskud.

Lige indtil jeg sidder i bussen, har kørt tre stop, og kommer i tanke om, jeg både har glemt kokkebukser, og nøgle til skabet, hvor mine sko bor. Staaaands! Af bussen, tilbage til lejlighed. Hente bukser og nøgle. Nu med mindre god tid. Faktisk tæt på ikke at være ret overskudsagtig mere.

Når endeligt på arbejde. For så at opdage, at jeg har glemt mine strømper…. Christ altså.

Jeg vil have en værge. Og en hjernescanning.

Jeg håber ikke, at de, der kunne finde på at læse med her, får den tanke, at det her nok er en blog der handler mest om kæledyr. For blogs, der handler mest om kæledyr (især når det handler om katten, som det gør i dag), handler ofte også om børn, evt. børnebørn, strikkeopskrifter og opskrifter fundet bag i ALT for damerne. Og det er altså ikke lige den kategori, jeg ønsker at befinde mig i, just for the record.

Men for at vende tilbage til historien.

Jeg har en kat. Verdens fineste og bedste. Små, korte ben, sort pels der er så blød at man tror det er løgn, hvide poter og store gule øjne. Hun elsker leverpostej så højt, at hun spinder, når hun spiser og dermed til tider er ved at kvæle sig selv, af bare fryd. Hun gider at sove tæt, så man et eller andet sted i sengen, har fornøjelsen af en selvkørende, pelsindpakket varmedunk.

Jeg fik hende som lille killing. Ikke ret meget større, end at hun kunne ligge foldet sammen i den størrelse skål, man kan lave af sine to hænder. Hun har været med mig gennem opløsningen af et kæresteskab og tog videre med over i det næste, jeg nu er i. Hun og jeg har flyttet tre gange, og tanken om, at hun ikke skal med, næste gang jeg flytter udgangspunkt, er i livet, er absurd.

Der er kun en fejl ved hende. Hun er blevet væk. Meget væk.

Som i der-er-gået-mere-end-en-uge-ingen-har-set-hende-og-hun-kommer-ikke-når-jeg-kalder. Og det kan godt være, at der sidder nogen derude, og tænker ‘Herregud, altså. En uge er jo INGENting’. Men jo, det er det, når 4 timer normalt er det længste kræet orker, at opholde sig udenfor.

Jeg er i hvert fald ved at blive bekymret. Og ked af det. Savner hende jo, og kan ikke rigtigt udholde tanken om, at jeg ikke kommer til at se hende igen. Eller ikke får at vide hvad der er sket med hende. Forpulede uvished, siger jeg bare. Det føles som om, der er eksploderer en håndgranat inden i mig, hver gang jeg går op af trapperne, uden selskab, efter at have generet hele gården ved at stå og kalde og kalde og kalde.

Når kæreste siger, at så kan det da være, at vi måske skulle have en anden kat, bliver jeg helt rødglødende. Så vred og rarsende og så fuld af NEJ! For jeg skal ikke have én eller anden kat. Jeg skal have MIN kat, og hvis jeg ikke kan få hende igen, så er det lige meget.

Og alle dem der siger, at man ikke kan knytte sig, lige så meget til en kat, som til en hund, er nogle idioter.

Nu går jeg ud, og kalder igen…

Ja, jeg ved det godt.

Der var en grund til, at mine forældre ikke var helt syge med idéen om, at udstyre mig med hverken kaniner, marsvin eller den kæleko(!), som jeg brændende ønskede mig. For det var det samme hver gang.

Jeg fik kaninen, efter at have svoret at elske den, passe den, fodre den og flytte kaninburet HVER DAG, uden nogensinde at skulle bedes om at gøre det. Og hvis det ikke er at lyve, hvis man ikke selv ved, at man gør det, så nej, så løj jeg ikke. Brugte også den første måned eller to med at yde så meget omsorg for kanindyr, at den næsten døde af det. Aldrig er en klump pels på fire ben, blevet aet, klappet, gået tur med, blevet redt og overfodret i en sådan grad. Hvorefter jeg (Ja, det er pineligt, men I kan godt fornemme hvor det bærer hen ikke?) mistede al interesse for den, og den mest af alt blev min mors projekt.

Mange år efter fik jeg en blog. Heh. Og var sikker på at det skulle være lykken. Hvis de andre kan, så jeg også, var den gennemgående tanke.

Og det gik jo lidt af helvedes til, eftersom det er 5 måneder, siden jeg sidst har skrevet det mindste.

Men nu prøver jeg igen. Fordi jeg altså gerne vil. Og så kan det godt være, at det ikke bliver med posts på 5000 tegn hver dag, men forhåbentligt lidt mere kontinuerligt.

Så giv mig lige en chance til, please? Så lover jeg, ikke at glemme at fodre skrive helt så ofte.

En lillebitte flue svirrer rundt om min næse. Jeg er et venligt  menneske, så til at begynde med bliver den bare viftet væk. Men den lille filejs er mere end interesseret i være i nærheden. Så ender fange den. Følte mig lidt som en ninja, da jeg greb den i flugten. Og hvad så? Jamen så kom dens fætter da forbi. Og selvom jeg er en godt forklædt ninja, så var udsigten til at skulle udrydde en hel familie af bananfluer med de bare næver, lidt uoverskuelig.

Kilden til en truende bananflueinvasion blev fundet i vindueskarmen, hvor er buket hvide tulipaner, var godt i gang med at komposterer sig selv. Ud og væk med dem. Og da jeg står og kigger ned i min skraldespand, på de døde blomster, med den umiskendelige lugt af råddent blomstervand i næsen, smiler jeg lidt. Ikke fordi jeg er af den type, der er vild med splattede tulipaner, men fordi, tankerne springer præcis en uge tilbage - plus et par timer….

Det er onsdag aften - eller torsdag morgen, alt efter hvordan man vælger at se på det. Der er tre smukke damer på vej ud af døren. De larmer. Bumler småfnisende og halv-højt-snakkende ned af trappen. De har været mine gæster de sidste otte timer, og blandt de mennesker jeg regner for mine nærmeste veninder, de sidste to år. Som så mange andre i min omgangskreds, er de gamle kollegaer. De har alle arbejdet som tjenerafløsere på den restaurant, hvor jeg stod i køkkenet.

Da jeg flyttede til Århus, var jeg ikke sikker på at jeg nogensinde ville blive glad for at bo her. Jeg har ikke noget specielt kærligt forhold til byen, og alle mine venner og veninder var enten tilbage i den mellemstore provinsby jeg boede i før, eller flyttet til København. Og da det viste sig, at der på min nye, eller upåklagelige arbejdsplads, kun arbejde mænd, var jeg sikker. Jeg ville aldrig, aldrig, aldrig finde et menneske der kunne være min ven(inde) her.

Lige indtil det blev weekend, og ind af døren kom de, der skulle vise sig at blive mine frelsende engle. Lidt af gangen mødte jeg dem, og de var heldigvis lige så begejstrede over, at der endeligt var kommet lidt østrogen i køkkenet, som jeg var over, at have fået kvindeligt selskab, om end kun på den ene side af svingdøren. Siden hen, er der kommet andre til, som jeg sætter uendelig stor pris på, men disse tre, har en speciel plads i mit hjerte. De var de første. De blev min livslinje.

På en måde ville det være let at skære dem alle over én kam. De er mellem 24 og 26. Studerende, i højere eller mindre grad, smukke, kompetente, intelligente, har en stor og uovervindelig kærlighed til champagne, udstyret med stor humoristisk sans og hvad jeg på alle måder kan klassificerer som nydelige unge damer samt nogle af de bedste mennesker jeg kender. Men udover det, er de lige så forskellige som deres hårfarver.

Brunetten har rejst kloden rundt, og er lige vendt hjem fra en længere tur i USA. Hun er evigt sarkastisk og hvad hun selv kalder pessimist. Men det synes jeg, får hende til at lyde sur og gnaven, hvilket bestemt ikke er tilfældet. Realist ville i virkeligheden være mere passende. Hun er klog på en måde, som man kun bliver af, at møde hele verden. Der er ikke så meget pis med hende, og det er ganske befriende at vide, at spørger man om hendes mening, så får man den. Og vil man ikke have den, så kan man bare lade være med at spørge - hun er nemlig ikke typen der fortæller én, at man ligner en omgang rørt fars, hvis man ikke selv har behov for at diskuterer det. Det er ikke altid vi er enige i alt, men nogle gange er det også godt, at have et menneske, man kan blive enig om at være uenig med.

Rødtoppen har en krøllet hjerne. Så krøllet og fyldt med spøjshed, at jeg ikke altid kan forstå at hun lige om lidt er uddannet revisor. Med hende, er der mange ting der strider lidt mod hinanden. Hun siger sin mening, kommanderer, uddellegerer og elsker at være hende der bestemmer. Men da hun er kompetent, ordentlig, charmerende og sød, er der ingen der synes at mene, at det er noget dårligt træk ved hende. Da jeg mødte hende første gang, virkede hun først næsten lidt farlig. Alt for meget overblik, selvkontrol og usvigelig tro på sig selv. Farlig er hun ikke mere, for jeg har både set hende drikke sig fuld og ved at hun kan rødme. Når alt har været lidt for svært, har hun været min støtte. Jeg ved, at hun ikke vælter.

Den sidste har hår så sort som ibenholt og hud så hvid som sne. Og hun er nok den smukkeste i landet her! Hun er den pige, man er nød til at blive veninde med, for ellers er hun ikke til at holde ud, yndig, begavet og elskelig som hun er. Hun har det hele, plejer flok at sige, men indeni er hun sart og skrøbelig som en anemone. Jeg ved det, men jeg ved også, at hun rummer en diamanthård kerne. Hun har kastet sig over arbejdet i en vuggestue, mens hun holder en lille pause fra sit studie, og jeg finder det fantastisk, at man kan ligne snehvide, og samtidig skifte ble og pudse næser på syvogtyve små dværge.

Tre elefanter kom engang spadsererende hen over edderkoppens fine spind, og sidste onsdag spadserede mine tre små elefanter ned af trappen og ud i verden. Jeg ved, at de kommer tilbage, og indtil da, spadserer de lidt rundt i mine tanker. Selvfølgeligt havde jeg mødt andre veninder, hvis jeg ikke lige havde fundet de tre. Men hvor var jeg heldig, at jeg gjorde.

Det er morgen. Benene bliver for en gangs skyld svinget ud over sengekanten, i sammen sekund vækkeuret ringer. Solen skinner for første gang i en evighed. Der er både tid til at gå i bad og spise morgenmad - hvilket ellers kun kan lade sig gøre, hvis det er søndag. Ud af døren, let på tå. Ser på verden med friske øjne og et smiler stort. Det bliver en god dag.

Lige indtil jeg rammer arbejdet. Og det første, min ellers skønne kollega og veninde, siger er: Gud, hvor ser du træt ud! Er du okay?

Pludseligt kan jeg mærke, hvordan begejstringen siver væk mellem fingrene på mig. Tænk, at man på en og samme tid, åbenbart kan føle sig som en lille lærke, der er åh så fornøjet, og så alligevel ligne Døden fra Lübecks onde lillesøster. Jeg ser, synes nogen, nemlig træt ud. Og hvad værre er, så skal jeg da have det at vide!

Men hvorfor, egentligt? Hvorfor skal vi fortælle hinanden, at vi ser trætte, slidte, dårlige eller på anden måde nederen ud? Ja, det er fint, lige at give et hint, hvis der er nogen der har en ordentlig dusk persille siddende i øverste tandrække eller har mascara langt ned af kinderne. Ja, hvis du er bange for, at veninden har galopperende feber eller vennen har fået en omgang SARS, så er det da helt okay, og meget venligt, lige at spørge, om helbredet er optimalt.

Men helt ærligt, der er da ikke nogen, der bliver lykkelige af, at få at vide, at de ligner en omgang stivnet havregrød. Specielt, når man er frisk og glad, og ikke rigtigt kan gøre noget ved, at ansigtet lige den dag og helt uden grund, har valgt, at holde lidt lav profil.

Kunne vi ikke i stedet, slå lidt om sig med komplimenterne? Lad være med at sige noget, med mindre du kan sige noget pænt, og få den fantastiske oplevelse det er, at gøre andre glade, kun med ord. Hvis du ikke er vild med den måde, veninden er blevet klippet på, og hun selv er det, så lad dog være med komme med din mening. Hvad skal hun bruge din galde til? Fortæl hende i stedet, hvor smukke hendes øreringe er.  Så husk! Selv om jeg ser træt ud - og måske er det - så bliver jeg altså gladere, hvis du bemærker, hvor fine sko jeg har på, fremfor de sorte rander under mine øjne.

Det er efterhånden nogle år siden, det blev smart at være kok. Og i dag, er det så smart, at man nogle gange næsten ikke, kan rumme det i sin krop, at være en del af dette segment. Og ikke nok med, at det er smart. Kokkene ser også smarte ud! En del af hemmeligheden, har jeg ræsonneret mig frem til, gemmer sig i tøjet. For en kokkejakke, kan nogenlunde gøre det sammen, for en mand, som en velsiddende jakkesæt. Altså: Alt godt bliver lidt bedre, og alt skidt lidt mindre slemt.

Bare kig på facebook. Hvis du kender en kok eller kokkeelev, for den sags skyld, er hans profilbillede sådan lidt kokkeagtigt. På den ene eller den anden måde. Stort set alle mine kollegaer - af hankøn, forståes - er i deres kokkeuniformer. Gerne lidt kunstneriske billeder, hvor de med et udtryk af dyb koncentration,  står og lægger karse på en æggemad, eller noget der ligner. Hvorfor, spørger nogen måske, er der, når det nu er så smart, så ikke nogen billeder af piger i kokkejakke? Jamen, svaret er enkelt.

En kokkejakke er ganske enkelt designet til, at få os til at ligne køleskabe. De er helt firkantede, hvide og ofte alt for store, fordi kokkejakker kun laves til folk med bredere skuldre end mig. Jeg kan, uden at overdrive, erklære mig for fuldstændigt anstændigt påklædt, hvis jeg har en kokkejakke på - og intet andet! Den går ned til midt på lårene, og der er ikke antydning af kurver, der røbes af det tykke, hvide bomuld. Ligner Luna, bare iført hvidt telt. En kokkejakke, er nærmest restaurationsbranchens svar på en burka.

Jeg vil nødigt virke bitter. Eller misundelig. Eller som verdens største brokkehoved. Synes bare, det er lige hårdt nok,  at være tvunget til at ligne en omvandrende Gram-model, bare fordi man er på arbejde. Så der er kun én ting at gøre: Må på jagt efter noget figursyet, der også duer i et køkken!

Jeg er kommet til en ny verden. Eller i hvert fald næsten. Det er fjerde gang jeg flytter, og denne gang, er det ikke engang til en ny by. Det er et nyt kvarter, og meget anderledes end det gamle. Mit gamle kvarter, mindede lidt om den lille bitte by jeg voksede op i. Hyggeligt og fint - og helt utroligt stille og kedeligt! Små byhuse, side om side, med små baghaver og folk der vasker bil om søndagen. En stor lejeplads og uhyggeligt mange små væsner i flyverdragt.

Jeg er flyttet fra den ene side af centrum til den anden, og hold da op, her er anderledes. Befriende anderledes. Forandring fryder, siges det, og det tror jeg er rigtigt. Man skal huske at sætte pris på, hvad man har, men også hvad man får. Så har er min liste over, hvad jeg er mest glad for at have fået, ved at flytte:

1: Havde før en legeplads med afsindigt mange børn på, til nabo. Har  nu to suveræne bagere, en slagter, en grønthandler hvor man kan male sit eget mel, en blomsterbutik og en 7-elleven inden for 10 meters radius, når jeg træder ud  på gaden.

2: Der stopper en bus stort set lige uden for hoveddøren. Fandme praktisk, når man skal afsted i sko, der ikke er bygget til at gå i, men til at være smuk i. Og man behøver jo ikke fortælle nogen, at man tog bussen, vel?

3: Har byttet verdens mest støjende, trampende overbo ud med et tomt loftsrum. Hvilket er fantastisk - for tomme loftsrum holder nemlig ikke fest fra 23.00 tirsdag aften til 6.00 onsdag morgen, har veninder på besøg, der synger karaoke til gamle 80′er slagere eller ringer på ens dørtelefon kl. 5 fredag morgen for at blive lukket ind, fordi de har glemt deres egen nøgle. Tomme loftsrum er, efter min korte erfaring, en meget herlig overbo!

4. Har skiftet underbo, der snorkede (så højt, at man kunne høre det gennem gulvet, hvis man var stille nok), ud med underboere der er henholdsvis 82 og 84, som er absolut lydløse. Og ikke nok med det - de bor her kun halvdelen af året!

5. Har fået en opvaskemaskine. Mmmm…. Opvaskemaskine!

6. Her er vindueskarme man kan sidde i - og eventuelt nyde udsigten til bageren på den anden side af gaden.

7. Her er en entre, der ikke også samtidig er et soveværelse og et tøjskab!

8. Jeg tror nok, jeg kan have 18 mennesker siddende i ny spisestue. Og har planer om at afprøve det inden for nærmeste fremtid!

9: Der er mulighed for liiige at købe det der skab, den der lampe eller det der tæppe man har haft kig på et stykke tid. Nu er det jo nødvendigt med nye møbler til den nye lejlighed!

Alt i alt, synes jeg det der med flytning, er lidt en fest!

Et uoverskueligt projekt, kan løse sig på mange måder. I forhold til at skulle flytte hele sit liv, inklusiv kat og lidt for mange bøger, kan alt blive lettere, når omkring 10 mennesker, helt frivilligt stiller op, og er klar til at hjælpe med at slæbe flyttekasser og lidt for tunge møbler.

Så en helt uoverskuelig flyttedag, endte med at blive helt hyggelig og fin. Og mens vi gik der og slæbte, pakkede ned og ud, grinede og snakkede, hængte billeder op og meget mere, fik jeg sådan en varm fornemmelse i maven. For tænk at man kan være så heldig, at kende 10 så fantastiske mennesker, der gider hjælpe én med det kedeligste arbejde i verden. Blev så taknemmelig. Og rørt.

Så tak til mine smukke, søde og meget stærke flyttemænd og kvinder. Der både er der, når der skal drikkes champagne, og når der skal slides og slæbes.

Nu er der kun et lille problem…. Hylder der skal op og kasser der skal pakkes ud. I forhold til det første, er der kun en ting at gøre. Ringe til sin far! Hvilket kan udvikle sig, til hvad som helst. For faren og jeg, er ikke altid helt enige om det hele. Mere om det, efter søndag!

Lige om lidt er det to år siden, fik jeg tilbudt et fantastisk job. Nej, det passer ikke. Jeg _fandt_ et fantastisk job. Jeg kom, jeg så, jeg skrev verdens bedste ansøgning, jeg hørte til gengæld ingenting, jeg ringede og bad om at måtte lov til at komme, jeg sled og slæbte og smilede og smiskede, og fik endeligt lov til at få jobbet. Hvis jeg kunne vente en måned med at starte. Selvfølgeligt kunne jeg det!

At det indebar at flytte fra Silkeborg til Århus og tage kæresten med, var en mindre og meget overkommelig detalje. Som min søster altid siger: ‘Alt praktisk løser sig!’ - og det viser sig utroligt nok, stort set altid at være rigtigt.

Så jeg gik i gang med at lede efter en lejlighed. Hvad som helst, næsten. Bare den havde mindst to værelser og helst ikke bad på gangen. Dét var der nemlig i den, jeg boede i, dengang, og det var ingen fest, det kan jeg godt love jer for! Det var verdens mest faldefærdige hus, hvor overboerne var lidt goth-agtige og badeværelset var uisoleret, lå på gangen og døren kunne ikke låses. Den på badeværelset, forståes.  Hvordan jeg endte der,  er en lang historie, som vi må tage en anden gang.

For nu var jeg på vej videre og væk. Mod bedre badeværelser (med lås på døren) og fantastisk arbejde. Så indrykkede en annonce en bolig-søge/finde-side og ventede. Lige til Janus ringede til mig, og fortalte, at han da havde en lejlighed i Århus down town. På 3 værelser, badeværelse indenfor, meget rimelig husleje og så var den nymalet. Ville vi have den? Ja, det kan du tro!

Eneste lille problem var, da han fortalte, at der i lejekontrakten ville stå, den var en fremleje. Nå.  To År? Nå. - Kunne ikke helt overskue to år, da jeg vidste, at job ville vare omkring tre år. Men det var ikke noget problem alligevel, forsikrede Janus, for det var i virkeligheden kun rent proforma. På grund af problemer med besværlige lejere havde udlejeren - Janus’ far er ejer ejendommen - nemlig besluttet sig for kun at ville fremleje. Så det var nemmere at komme af med de besværlige lejere, hvis de skulle komme ud for sådan nogle igen. Det var cool med os. Vi er nemligt ikke spor besværlige!

Og alt var fryd og gammen i det lille nye hjem. Og var det lige indtil en skilsmisse endte med at true boligsituationen. Ikke, at det var gået galt mellem kæresten og jeg. Det var det derimod med Udlejeren og udlejerens kone. Hun havde fået huset i Århus, og besluttede sig for at flytte ind i det. Det var da helt fint, men nu var der igen problemer! Husker I Janus? Sønnen af Udlejer og konen! Han havde før, sådan lidt on/off boet i lejligheden i stuen,  hvor moderen nu flyttede ind. Og så manglede han jo en lejlighed, at bo on/off i.

Kan I se hvor det bærer hen? Fremleje und alles i mente? Ja, vi blev sagt op. Og var kede og lidt sure. For hvad gør man så? Ja, man husker sin søsters vise ord om alt det praktiske der løser sig, og giver sig til at lede efter en ny lejlighed.

Og nu har vi fundet den. Inkl. verdens ældste og spøjseste underboere.